Finansiering

Bankerne bugner af penge

– men det er fortsat meget svært at få finansiering. Det er da paradoksalt.

Vi oplever det hele tiden. Det er svært for mindre ejerledede virksomheder at skaffe finansiering. Men det er ikke mere som under finanskrisen, for i dag er bankerne ved at flyde over med likvider. Nej, dels er bankerne blevet meget forsigtige, dels lægger Finanstilsynet mange restriktioner på bankernes udlån.

Det er et problem, ikke blot for virksomhederne, men for vores samfundsøkonomi. Vi vil gerne have vækst. Og vækst kræver likviditet, så den skal findes.

Der skal gøres noget. Kræfterne skal forenes, så vi kan få vækst i virksomhederne.

I Erhvervsorganisationen Ejerlederne har vi kaldt på tre virksomheder, der alle har haft udfordringer. På et møde om finansiering 21. juni forklarede de for en fyldt sal, hvordan de løste udfordringerne.

I niche-virksomheden Inform, der producerer inventar til sundhedssektoren, har adm. direktør Poul Sørensen (tidligere direktør i AaB) været med fra ejerledet virksomhed til opkøb og dernæst fusion med den eneste reelle konkurrent i markedet. Det gav finansielle og ledelsesmæssige udfordringer.  Banken tager nødig større risici, men det gør investeringsfonde – mod ejerandel. En aftale med Vækst-Invest Nordjylland gav det resultat, at ejerkredsen er vokset. Det er forretningen til gengæld også.

 

Det andet eksempel er Quercus Group. Michael Rottbøll har sammen med sin bror opbygget virksomheden, der rådgiver i økonomisk udvikling og bl.a. skaber vidensklostre i Kenya. Forhandlinger med ministerier tager dog tid, og udfordringen er derfor især finansiering af lønkroner frem til betalingen kommer ind. Med et personligt engagement og hjælp fra Beierholm er det lykkedes at få fuldstændig styr på detaljerne i den svære disciplin med likviditetsbudget og pengestrømme. Så kom banken med.

 

Den tredje virksomhed er INOPI, der har udviklet onlineplatformen BoardPlace til at effektivisere bestyrelsens og direktionens arbejde. For at løfte platformen og gøre klar til salg i udlandet fik INOPI behov for at ansætte flere medarbejdere og investere i markedsføring. Det krævede kapital, som banken ikke kunne bidrage med. I stedet lykkedes det at få lån i Vækstfonden.

De tre virksomheder har kæmpet. Men de kom i mål. Det kan lade sig gøre.

Tryk banken på maven. Nok er banken bundet af nye, stramme regler. Men vi kan tro det eller ej, banken vil gerne låne ud, og den har rigelige midler. Derfor kan der nogle gange være en vej, hvor vi kan mødes.

Ellers er der andre veje. Vi må ikke lade os stoppe. Derfor vil vi blive ved med at hente inspiration. Jeg glæder mig til at høre mere fra de tre virksomheder – og fra pengemændene, der trådte til.

Oluf Hjortlund, ejerlederne.dk