Vi skal have klinket de skår

Kommentar

Vi skal have klinket de skår

Da Lehmann Brothers kollapsede i 2008 og gav startskuddet til en international finanskrise, gik det op for mange SMV-virksomheder, hvor sårbare de i virkeligheden var i forhold til banken og andre kreditgivere. Adgangen til finansiering og likviditet blev på kort tid ændret radikalt. For nogle virksomheder blev det ensbetydende med konkurs. For andre var det et tillidsbrud mellem parterne. Nu snart ni år efter lider både virksomheder og banker fortsat af efterdønningerne af krisen. Men vi skal have klinket de skår, og det kan ikke gå hurtigt nok, mener Ejerlederne.

Bremser væksten

I dag står vi i den paradoksale situation, at banker og andre kreditgivere hungrer efter veldokumenterede projekter og veldrevne virksomheder, som de kan låne ud til. Samtidig holder de små og mellemstore virksomheder sig tilbage og foretrækker at være selvfinansierende. Det betyder i sidste ende en lavere vækst i samfundet, en lavere vækst i virksomhederne og en alt for lav investering i udvikling af virksomhederne. Ejerlederne mener, at det ikke er en holdbar situation så lang tid efter finanskrisen.

Få genetableret tilliden

En ting er at påpege problemerne, som nye data fra Erhvervsministeriet gør. Også de medier, som beskæftiger sig med SMV-virksomhedernes udvikling og udfordringer har igen og igen taget udfordringen op som fx i denne artikel fra LederIdag.dk En anden ting er at komme videre og få genetableret tilliden til pengeinstitutter og andre, som på den anden side også skal huske, hvorfor virksomhedsejeren og -lederen er så tilbageholdende.

Kræver mere end markedsføring

Ejerlederne er af den opfattelse, at vi hverken kan skrive eller markedsføre os ud af den fundamentale tillidskrise, som igen og igen bliver italesat – og som åbenbart ikke vil forsvinde. I erkendelse af at ting ikke forsvinder af sig selv, kan parterne sætte sig ned sammen og lytte til, hvad der skal til ni år efter krisen for at få klinket skårene, så alle kan komme videre. Hvad er virksomhedens drømmescenario for at kunne finansiere sin vækst og øgede indtjening? Og hvad ønsker banken af virksomhedens forretningsplaner og dokumentation, for at kunne komme det i møde? Har vi viden og forståelse nok for henholdsvis virksomhedernes og långivernes vilkår til at få klinket skårene.

Ejerlederne ved dog, at det ikke står så grelt til, som nogle gerne vil gøre det til. Der er trods alt mange gode og nye eksempler på, at der blæser nye vinde. Men Ejerederne ved også, at vindene ikke blæser kraftigt nok, og derved vil udnyttelsen af virksomhedernes potentiale og vækst blive langt mindre end ønskeligt.

Sammen tager vi fat

Ejerlederne tager sammen med vores samarbejdspartnere, som også tæller pengeinstitutter, Vækstfonden og rådgivere, fat i udfordringen under nogle temaarrangementer i på henholdsvis Sjælland og i Jylland – første gang 21. juni i Nørresundby.

Sammen med vores samarbejdspartnere vil vi populært sagt smide svesken på disken og tage den åbne snak om, hvordan vi kan få klinket de skår, så vi endelig kan komme videre.

Se invitationen her.

Med venlig hilsen

Oluf Hjortlund, formand